|
|||
Dansk Billedhuggersamfund 100 år.
Dansk Billedhuggersamfund blev stiftet den 6 maj 1905. Stifterne var en række af tidens fremtrædende billedhuggere med Carl Mortensen, Eduard Eggeling, Thod Edelmann, Johanne Pedersen-Dan og Julius Schultz i spidsen samt Einar Utzon Frank, Annemarie Carl Nielsen, Johannes Bjerg, Henrik Starcke, Kai Nielsen, Gunnar Hammerich, Jens Lund , og Rikard Magnussen. Carl Mortensen blev formand, Eduard Eggeling sekretær indtil Carl Mortensens død i 1934, hvor han overtog formandskabet. Formålet var at arbejde for at forbedre billedhuggernes muligheder for at vise og dermed have mulighed for at sælge deres værker, da billedhuggerkunsten var forfordelt i forhold til maleriet og der ikke var udstillings sale som var egnede til at kunne bære de ofte store, tunge og uhåndterlige værker. På Statens Museum for Kunst blev den danske skulptursamlings originalværker henvist til trappegange og lokaler med dårlige lysforhold og da de statsstøttede vandreudstillinger i provinsen begyndte i 1903, gik der 15 år før man begyndte at medtage små skulpturer. Desuden var der et stort behov for at skabe opbevaringsmuligheder for afdøde billedhuggeres efterladte modeller og originalværker, ofte i gips, til gavn for eftertiden. Der blev gennem årene gjort mange ihærdige forsøg på at skabe udstillings muligheder, derimellem flere forslag og udarbejdede projekter i tilknytning til Kongens Have samt plads på museerne, men de stødte på store vanskeligheder, så de ikke blev ført ud i livet. Men billedhuggersamfundet gav ikke op og i 1944, kort før sin død i 1945, opnåede den energiske og entusiastiske Eduard Eggeling at se at der blev oprettet et skulpturmuseum i Søkvæsthuset ved Christianshavns Kanal, hvor der dels skulle dannes en retrospektiv studiesamling over dansk skulpturs udvikling, dels vises aktuelle værker med salg for øje. Desuden skulle museet formidle skulpturer og udsmykninger til blandt andet offentlige bygninger og pladser ude omkring i landet. Men så godt gik det aldrig. Udstillingsaktiviteten blev straks henlagt til lokaler på Kastelvej og efter en kort årrække blev skulptursamlingen fra Søkvæsthuset flyttet og stuvet sammen på Christiansborg slots loft og lokalerne på Kastelvej overgik til Kunstindustrimuseet. Formandsposten blev overtaget af Arne Bang, i øvrigt farbror til vores nuværende formand Joachim Bang, indtil 1949, derefter blev Hans Olsen formand. Johan Galster, som havde været bestyrelsesmedlem i en årrække overtog i 1964 og i 1969 indgik Dansk Billedhuggersamfund sammen med malerne og grafikerne i det nystiftede Billedkunstnernes Forbund som billedhuggersektionen og Johan Galster gik aktivt ind i bestyrelsesarbejdet. Da man i 1983 nedlagde sektionerne, fremstod Dansk Billedhuggersamfund igen som selvstændig forening med Palle Lindau som formand.
I 1961 afholdt Odense by i samarbejde med Dansk Billedhuggersamfund den første danske skulpturpark udstilling i Eventyrhaven i Odense. Den og de følgende udstillinger fremstod som et værdifuldt bevis på alsidigheden og kvaliteten i dansk skulptur og indbudte udenlandske billedhuggere gjorde det ikke mindre spændende. Siden har Dansk Billedhuggersamfunds vigtigste opgave været udendørs udstillinger af især større værker, med skulpturbiennalerne i Kongens Have som flagskib, ofte med inviterede udenlandske gæster. Men også store by- udstillinger og en lang række indendørs og udendørs udstillinger på museer og udstillingssteder er gennemført. I 2000 fejrede vi, i samarbejde med Skånska Skulptörsamfundet Øresundsbroens åbning, med en stor udstilling som blev vist først i Kungsparken i Malmø, derefter i Kgs. Have i København.
Litt:Dansk Billedhuggersamfund april 1946 - maj 1947, Statsbiblioteket. Billedhuggeren, 17 hefter 1953 til 1962, Kunstakademiets bibliotek. Kris Münster, 80 år for skulptur, artikel i Skulptur 85, Dansk Billedhuggersamfund 80 år, Lyngby Tårbæk Kunstbiblioteks magasin. Weilbachs Kunstnerleksikon. Dansk Billedhuggersamfunds udstillingskataloger.
Kirsten Ernst |